Min far har en ven. Han har boet på et værelse hos min far det meste af min barndom – og gør det også nu. Han er konspirationsteoretiker. Han tror ikke på noget af alt det, jeg nogensinde har lært om verden. 

 

Min far er lidt træt af ham. For han vil altid tale om sine teorier. Og sætte spørgsmålstegn ved alt det, vi andre kender som virkeligheden. Og det trætter min far. 

 

Men jeg elsker at tale med ham. Jeg er faktisk en af de eneste, der gider at høre på ham. For han udfordrer mit verdenssyn. Nogle gange giver han mig nyt perspektiv. Og ofte gør han mig bare mere sikker på, at jeg tror på det, jeg ved.

 

Min morfar er muslim. Han kommer fra Libanon og bruger meget af sin tid propalæstinensisk aktivisme. Han udfordrer mig også. For hans opdragelse og uddannelse i verden har været så fundamentalt anderledes end min egen. Han er opdraget islamistisk. Hans historieundervisning har ikke været eurocentrisk. Det er nok derfor, jeg finder vores samtaler så interessante. Fordi vi ikke er ens. Fordi vores udgangspunkt er forskelligt. 

 

Min familie er stor. Og meget broget. Det her er blot to eksempler på, hvor forskellige de hjem, jeg er formet af, er. Det har givet mig en nysgerrighed, en åbenhed og en forståelse af, at der ikke bare findes enig og uenig. 

 

Derfor har jeg valgt journalistikken. Det er i hvert fald en af grundene. Fordi den giver mig lov til at blive ved med at lade mig udfordre. Jeg kan undersøge andre mennesker og deres perspektiver. Og jeg kan få stillet i hvert fald lidt af min trang til at forstå alt det, jeg endnu ikke har forstået om verden omkring mig. 

 

Jeg elsker at fortælle historier om mennesker. Hvad der former dem, og hvorfor de tænker, som de gør. For i en verden, hvor alle taler om polarisering, er det vigtigt, at vi søger en forståelse af andre mennesker og deres perspektiver – om det er i det i de længere personlige fortællinger, eller om det er i en mere nuanceret nyhedsstrøm. Og den forståelse vil jeg gerne fremme.